Gunnar Ekelöf (1907-1968) er en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige digtere. Et menneske besat af alle menneskers ensomhed og en digter optaget af sammenhænge, som ingen andre kunne se og sætte på ord.

Han var mystiker og rationalist, svensker og svenskerhader, dannet og modstander af dannelsesfilistre, antipoet og digter, moderne og metafysiker på samme tid. Han kendte og beherskede den modernisme, som blev en horisont for det 20. århundredes vestlige litteratur, men han kendte også Orienten, buddhismen, antikken og romerriget. Han var barn af det 20. århundrede, men poetisk samtidig med oldtiden. Ekelöf var en digter, som både blev elsket af sine læsere, fordi han er en allieret i ensomheden, og studeret af generationer af forskere, fordi hans poesi er så original, lærd og rå.

Han debuterede i 1932 med digtsamlingen ’sent på jorden’. Blandt hans mest berømte digtsamlinger er ’Färjesång’ (1941) og ’Non Serviam’ (1945), der nu for første gang foreligger i sin fulde længde på dansk ved Karsten Sand Iversen.