Om Lars von Triers nødvendighed

"Å skrive en bok som kritisk og nysgjerrig påtar seg oppgaven å vise hvorfor Lars von Trier er en sterk og interessant filmskaper, til tross for at så mange av filmene hans i det ytre bedriver nokså banal grenseoverskridelse, er en god idé. Enda bedre blir den av at det i Rösings tilfelle nettopp handler om å forklare en opplevelse av kvalitet. Hun fortolker livskiten ut av disse filmene, ja vel, men i bunn og grunn handler det om et helhjertet forsøk på å sette ord på hvorfor de er så skjellsettende, så vakre, så smertefulle og så uforglemmelige, disse filmene (...) Fortolkningene (...) står som rike, kreative og åpnende tilnærminger til et kunstnerskap som er komplekst nok til å tåle en runde i Rösings terminologiske tombola (...) oppriktighet, temperament og smittende begeistring. Mest av alt er den fylt av overskudd og glede over å tenke. Det er en kopp te det er mulig å sette pris på."
Bernhard Ellefsen, Morgenbladet

"(...) det er bestemt interessant og udfordrende, når Trier-film som ’Breaking the Waves’, ’Dancer in the Dark’ og ’Melancholia’ bliver lagt på briksen og underkastet diverse skanninger og psykoanalytiske tolkninger, hvor Munk Rösing også elegant indfletter personlige oplevelser i den teoretiske diskurs (...) rammende og vittigt, når Munk Rösing til karakteristik af Triers drilagtighed og insisterende grænseoverskridelser præsenterer Lacan-begrebet ’det obskøne overjeg’: Det er den instans inden i os, som dikterer os at gøre det, som vi netop ikke skal gøre. Og denne instans har altid været hyperaktiv i Lars von Triers liv og værk. Ligesom han alle dage, med et udtryk hentet hos Kierkegaard, har været en trodsig nejbroder, idet det dog kløgtigt påpeges, at »den, der konsekvent trodser autoriteten, er afhængig af at have en autoritet at trodse«

♥♥♥♥ Peter Schepelern, Politiken

Da Lars von Trier i et interview blev spurgt: ”Hvorfor laver du film?”, svarede han: ”Hvorfor skider bjørnen i skoven? Fordi noget skal ud.”

Von Triers film synes ofte at have en fuck-finger til konventionaliteten som deres udgangspunkt: Nu skal der spasses, nu skal heksen brændes, nu skal der skæres i klitoris, nu skal vi se en kvinde foretage en abort på sig selv, nu skal selvop- ofrende guldhjerter drive melodramaet ud i det parodiske, nu skal der filmes med hundrede kameraer eller ultra-slow, nu skal der fortælles og forklares med voice-over og leksikalske indklip, nu skal jeg gøre alt det, som man lærer på Filmskolen, at man ikke må. Men ud af denne provogestik vokser unikke filmiske kunstværker med en egen billedstærk nødvendighed.

Von Trier udforsker begæret, misbruget, angsten, depressionen, seksualiteten, naturen, filmkunsten og det senkapitalistiske samfund med samme ubændige trang, som bjørnen skider i skoven. Med inspiration fra tænkere som Søren Kierkegaard, Jacques Lacan og Walter Benjamin og med en opmærksomhed på filmenes fortællinger så vel som deres formsprog leverer bogen analyser af to af von Triers trilogier: Guldhjerte-trilogien og depressions-trilogien.