Jeremie klædte sig ikke på, men gik ud på gangen, som han var. Hans bare lydløse og bløde fødder kunne slet ikke høres. Han kunne mærke kulden mod sin bare ende og lår. Men nu ville han finde ud af det. Det hele stod i bogen. Der måtte være et par timer, til det blev lyst, og han havde nok tid til at læse i bogen. Der var stadig gløder i kaminen, og han kunne selv lægge lidt brænde på den. Ingen ville opdage noget!   Huset var helt stille, da Jeremie listede forbi far og mors soveværelse. Han stod stille og lyttede. Far snorkede. De sov begge. Så løb han hurtigt ned ad trappen og satte sig i sofaen. Bogen lå på sofabordet. Så rejste han sig og lagde hurtigt lidt brænde på gløderne. Han ventede, til ilden blussede op, før han åbnede bogen. Han turde ikke tænde lyset, men nøjedes med at tænde et stearinlys, som stod på sofabordet.   

Jeremie vidste, at det ville blive en lang nat.             

Hullet var stort nok til, at Jeremie kunne mave sig ud i det fri. Dagslyset var så skarpt, at han måtte knibe øjnene sammen. Tårerne løb ned ad hans kinder. Han havde været i mørke så længe, at det tog noget tid, før han kunne se, uden det gjorde ondt. Den friske dejlige luft fyldte hans næse, og han trak vejret dybt ind og åndede helt ud. Han gjorde det flere gange, til han begyndte at blive svimmel. Der ville gå lang tid, før han glemte lugten af fugtig luft nede i den hemmelige gang.